Det stigende antal ældre rammes hårdt af den markant faldende interesse for job i ældreplejen. I Køge Kommune forudses en mangel på 1400 hænder indenfor de næste 10 år.
Det er årsagen til, at kommunen allerede nu forbereder de ældre på at kunne klare sig selv i langt højere grad end tidligere. Det skriver DAGBLADET Køge.
Kommunen har skruet op for træningen af ældre, så de trods deres svækkelser bliver i stand til at udføre opgaver indenfor både praktisk hjælp og personlig pleje, som traditionelt har været kommunale ydelser.
For nyligt vedtog social- og sundhedsudvalget, at borgere, der uden videre siger nej til tilbuddet om træningen i hjælp til selvhjælp, får inddraget nuværende og eventuelt fremtidig hjælp til opgaverne, som spænder fra rengøring og indkøb til et ugentligt bad. Træningen i hjælp til selvhjælp er med andre ord blevet obligatorisk.
- Vi er tvunget til det, hvis vi skal opretholde den nuværende ældreservice overfor borgere, der vitterligt ikke kan klare sig selv, siger formanden for Køge Kommunes social- og sundhedsudvalg, Randi Hansen (S). Forvaltningen har forudset, at der kommer til at mangle lidt over 1400 hænder i ældreplejen i løbet at de næste 10 år.