Det er en falliterklæring, hvis velfærdsforsikringer skal være fremtiden.
Sådan lyder det fra vicedirektør i Ældre Sagen Michael Teit Nielsen, efter at forsikringsselskabet Trygs koncernchef har udtalt, at private velfærdsforsikringer vil blive en del af fremtiden, fordi den offentlige velfærd er under pres.
- Det er en falliterklæring, hvis vi skal til at have velfærdsforsikringer, når vi først en gang har betalt en høj skat for, at der er en værdig ældrepleje, siger Michael Teit Nielsen.
Trygs koncernchef, Morten Hübbe, forudser over for Berlingske, at velfærdsforsikringer er fremtiden. Det kan eksempelvis være at forsikre sig for at få ekstra hjælp til at komme i bad som ældre.
Hübbe henviser til, at sundhedsvæsenet er presset, at ældreplejen allerede i dag mangler penge og personale - og at forude venter 80.000 flere ældre over 80 år i 2025.
- Rent personligt synes jeg, at det ville være fantastisk, hvis det offentlige kunne dække det hele (...) Jeg kan bare ikke se nogen tegn på, at det kan lade sig gøre, siger Morten Hübbe til Berlingske.
I Ældre Sagen mener Michael Teit Nielsen dog godt, at det offentlige kan sikre værdig ældrepleje til ældre.
- Mange danskere arbejder i flere år, og det udskyder pensionsudgifter og giver skatteindtægter. Det betyder, at milliarderne bogstaveligt talt vælter ind i Finansministeriets kasse, siger han.
Han ser dog også, at danskerne i dag er bekymrede for, om der er råd til ordentlig omsorg for dem, når de bliver ældre. Derfor er der også brug for handling fra politisk hånd, mener Michael Teit Nielsen.
- Der er rigtig mange eksempler på, at kommunerne har barberet standarden ned. Derfor siger vi, at der er behov for at se på hjemmehjælpen på en helt anden måde. Der må nogen mere objektive kriterier ind for den hjælp, der skal gives, siger han.
Vicedirektøren mener desuden, at velfærdsforsikringer kan være med til at presse den offentlige ældrepleje yderligere.
- Der er en kolossal og skrigende mangel på arbejdskraft til hele det her område. Det er bekymrende, hvis også private firmaer kommer ind og skal konkurrere om arbejdskraften, siger han.
/ritzau/