»Ja vi behøver jo næppe at høre om mulighederne for at tage fri ved barns første sygedag.«
Latteren breder sig i mødelokalet Småland hos møbelgiganten Ikea i Århus. Der blev i går holdt informationsmøde for potentielle nye medarbejdere, og da gennemsnitsalderen i lokalet lå et pænt stykke over de 50, var der mere interesse for, hvor mange aftener om ugen, det er påkrævet at arbejde.
»Hos Ikea har vi i en del år haft en seniorpolitik, men vi har bare ikke været gode til at gøre opmærksom på, at vi har en sådan, så vi har ikke fået nok ansøgere fra den lidt ældre del af befolkningen,« fortæller varehuschef John Christensen.
Derfor er Ikea fra januar måned gået sammen med jobcentrene (den tidligere arbejdsformidling) og et konsulentfirma for at markedsføre sig selv blandt de ældre medborgere.
Vil ud blandt andre
Knud-Erik Aaen, 62, er en af dem, som Ikea gerne vil have fingre i.
Han har arbejdet som logistikmedarbejder i 32 år og derefter i et byggemarked i halvandet år. Han gik på efterløn i efteråret 2006, men han savner at være ude i arbejdslivet, så han overvejer et deltidsjob på 15-20 timer i Ikea. Han synes ikke, at arbejdsmarkedet bruger det grå guld:
»Grå guld betyder vist for arbejdsgiverne, at der er nogle ældre mennesker, der sidder på pengene,« fnyser Knud-Erik Aaen og fortsætter:
»Der er ikke ret mange arbejdspladser, der tager hensyn til, at folk bliver ældre, og derfor har brug for noget fleksibilitet.«
Doris Carlton, 74, er pensioneret fysiker. Hun arbejder nu som frivillig for Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp. »Jeg er interesseret i at arbejde i Ikea, fordi det var det eneste sted, hvor de ikke først spurgte om min alder, og så synes jeg, det er et spændende sted med mange ualmindelige tilbud,« erklærer Doris Carlton.
Hun er dog en smule bekymret over, at det er påkrævet at tage aftenvagter, da busserne kører sjældent om aftenen.
Aage Bent Larsen, 69, har været selvstændig revisor i 25 år og derefter arbejdet som restauratør og taxachauffør. Han gik på efterløn som 62-årig og arbejder nu lidt som handikaphjælper.
»Jeg vil gerne have et job, så jeg kan komme ud blandt andre mennesker, og jeg er bedøvende ligeglad med, hvad jeg skal lave. Jeg har masser af erfaring med edb, jeg underviser faktisk i det, så det er ikke noget problem,« fortæller Åge Bent Larsen. Han har allerede medbragt cv og en ansøgning, da han er sikker på, at han gerne vil arbejde hos møbelgiganten.
Gode medarbejdere
For varehuschef John Christensen handler det om, at Ikea ønsker, at deres medarbejderstab afspejler samfundet og de kunder, som koncernen prøver at nå.
»Vi ser en fordel i at have voksne medarbejdere, som en fornuftig modvægt til de mange unge vi har ansat. Vi synes, at de erfarne ansatte er fantastiske gode medarbejdere, som fungerer som rollemodeller i vores virksomhed. De viser de unge, hvad god service er, og hvordan man færdes i et almindeligt arbejdsmijø,« fortæller varehuschefen.
John Christensen vurderer, at de unge og ældre medarbejdere kompenserer hinanden – det, de unge mangler, har de ældre og omvendt.