En 35-årig røver trak en kniv og stak en ældre mand i hals og bryst, da røveren blev forhindret i at stjæle penge fra postkontoret på Jernbanepladsen ved Lyngby Station.
Den ældre mand blev hurtigt kørt til Rigshospitalets Traumecenter og er nu uden for livsfare.
Røveriet fandt sted ved 11-tiden, hvor den 35-årige mand rakte ind over disken for at tage penge fra kassen, men det så nogle af kunderne på postkontoret.
"Først prøvede en person at stoppe røveren, og så kom der en person mere til. Sammen fik de stoppet røveriet," siger pressekoordinator i Nordsjællands Politi Henrik Suhr til Newspaq.
Under tumulten blev den ene person - en ældre mand - stukket, men der kom flere personer til, og det lykkedes at holde røveren fast, indtil politiet kom frem.
Gerningsmanden er fra lokalområdet og er kendt for lignende kriminalitet tidligere. Han er nu kørt til Helsingør, hvor han fremstilles i grundlovsforhør inden kl. 11 i morgen.