En ældre mand er på vej til traumecentret på Rigshospitalet, efter han tidligt søndag aften faldt i lystbådehavnen i Hornbæk. Det oplyser Nordsjællands Politi.
- Der er tale om en mand på 73 eller 74 år fra Hornbæk, der opholder sig nede på kajen, hvor han træder ud på en båd.
- Det er så det klassiske der sker med, at han har en fod på båden og en på kajen, mens båden glider længere og længere ud. Det ender med, at han falder i vandet, fortæller vagtchef Dan Houtved.
Heldigvis er der flere vidner, der ser uheldet. De løber hen for at hjælpe manden op af vandet, men da han er tung og våd, går der op mod 10 minutter, før det lykkes.
- Så han bliver temmelig afkølet. Han er på vej til Rigshospitalets Traumecenter, hvor de kan tilbyde ham den nødvendige behandling, siger Dan Houtved.
/ritzau/