En 72-årig mand er død i en trafikulykke på Gedser Landevej torsdag aften.
Det oplyser vagtchef hos Sydsjællands Politi Mikkel Kjærgaard.
- En fodgænger er blevet ramt af en personbil med dødelig udgang.
- Bilinspektører arbejder lige nu på stedet for at klargøre, hvad der er sket, siger Mikkel Kjærgaard.
Politiet modtog anmeldelsen om ulykken klokken 20.50 torsdag.
Ulykken skete på landevejen fem kilometer syd for Nykøbing Falster.
På landevejen er der kun cykelstier på hver side, og derfor undersøger politiet, hvorfor manden kom gående på stedet.
De pårørende til den dræbte er blevet underrettet. Vagtchefen oplyser, at manden er fra nærområdet.
Føreren af personbilen har ikke lidt nogen skade.
/ritzau/