En 82-årig mand er afgået ved døden i en brand i Holbæk sent onsdag eftermiddag.
Det oplyser Michael Hymøller, vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi, til Ritzau.
Politiet kender endnu ikke årsagen til branden, men man mistænker ikke, at en kriminel handling ligger bag.
- Stedet skal undersøges, før vi kender brandårsagen, siger Michael Hymøller.
Branden brød ud i en villa på Kapellanvej i det østlige Holbæk.
Politiet modtog anmeldelsen klokken 17.05, og branden var slukket efter omkring en time.
De pårørende er underrettet.
/ritzau/