En trafikulykke i Give nord for Billund kostede lørdag en 74-årig mand livet, mens fire andre kom til skade.
Ulykken skete i krydset mellem Billundvej og Ringgivevej.
- Her kører den 74-årige ud på Billundvej fra Ringgivevej, formentlig uden at overholde sin ubetingede vigepligt, fortæller vagtchefen ved Sydøstjyllands Politi, Morten Vegger.
- I krydset bliver bilen ramt i siden af en anden bil, der kommer kørende ad Billundvej, fortsætter vagtchefen.
I bilen var foruden den 74-årige også hans kone på 70 år og en mand på 75 år, der begge måtte indlægges efter ulykken.
Den anden bil blev ført af en 40-årig mand, der havde en 31-årig kvinde med som passager på forsædet.
En bilinspektør blev tilkaldt for at undersøge bilerne og omstændighederne ved ulykken for om muligt at fastslå, hvad der gik galt.
/ritzau/