En ældre mand mistede livet, da han torsdag eftermiddag kørte ind i en bygning i den midtjyske by Kjellerup.
Det oplyser vagtchef Jesper Brøndum fra Midt- og Vestjyllands Politi.
Han fortæller, at manden formentlig fik et ildebefindende og derefter kørte ind i bygningen. Han blev sendt med en ambulance mod Skejby, men det lykkedes ikke at redde hans liv.
Til TV Midtvest oplyser vagtchefen, at den 81-årige mands pårørende er underrettet.
Ulykken skete klokken 16.21. Ifølge mediet ramte mandens bil først facaden på en bygning og derefter gavlen på en anden.
/ritzau/