Mange ældre i Lyngby-Taarbæk Kommune nord for København bor på små, utidssvarende værelser uden eget bad og toilet.
Det skriver Berlingske Tidende 2. juledag. Ifølge Ældre Sagen er hver tredje plejebolig i velhaverkommunen nord for København utidssvarende. Mange ældre bor i små kamre på helt ned til 10 kvadratmeter.
- Det virker, som om man har sovet i timen i Lyngby. Man hører til
bagtroppen i udviklingen, og det kan undre i en kommune med et rimeligt
godt beskatningsgrundlag, siger Olav Felbo, chefkonsulent hos Ældre
Sagen, til Berlingske Tidende.
Dermed lever kommunen ikke op til reglerne på området, der siger, at en plejebolig skal have selvstændigt bad, toilet og køkken. Samtidig skal stuen være mindst 15 kvadratmeter.
Formand for Socialudvalget i Lyngby-Taarbæk, Jørn Moos (K), ved godt, at den er gal:
- Vi har utidssvarende boliger, som vi gerne vil ophøre med at bruge, men som vi ikke kan undvære, siger han og henviser til, at kommunen har en af landets største andele af ældre medborgere.