Den mand, der lørdag efterlod en 16-årig dreng i grøften på Kalundborgvej ved Viskinge efter at have ramt ham med sin blå BMW, bliver nu sigtet for uagtsomt manddrab og manglende agtpågivenhed.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands politi til Avisen.dk
Det var en række henvendelser fra årvågne borgere i området, der søndag hurtigt førte politiet på sporet af den ældre flugtbilist. Vidner havde kort efter det tragiske uheld set en ældre mand gå omkring sin BMW for at gå bilen efter for skader.
- Hvis man kan tale om et godt budskab i den her tragiske sag, så er det, at politiet har fået rigtig mange henvendelse fra borgere, der ønskede at hjælpe med at opklare sagen. Politiet plejer jo altid at brokke sig over, at ingen henvender sig, men det har ikke været tilfældet i den her sag, siger kommunikationsmedarbejder Carsten Andersen ved Midt- og Vestsjællands Politi.
- Den hurtige opklaring er også godt for de efterladte, tilføjer Carsten Andersen.
Midt- og Vestsjællands Politi oplyser desuden, at den ældre flugtbilist har erkendt at have påkørt drengen og kørt sin vej efter trafikulykken.
Manden er blevet løsladt frem til retssagen mod ham i det nye år.
Strafferammen for uagtsomt manddrab er otte år.