Henning Christensen er 78 år og svagtseende, og i januar investerede han i sit livs første mobiltelefon. Den tager han med sig, når han forlader hjemmet i Karlslunde.
»Når jeg går på gaden, har jeg brug for den tryghed, en mobiltelefon giver. Det er rart at vide, at jeg kan ringe til en sygeplejerske, hvis der skulle ske noget,« fortæller han.
Pensionisten har ikke brug for de ekstra funktioner, der normalt følger med en telefon, og derfor har han købt en telefon specielt til ældre og svagtseende. Den har en stor skærm og kan kun ringe og modtage opkald.
Mange henvendelser
Ældresagen får da også en del henvendelser fra ældre og svagtseende, der efterlyser simple mobiltelefoner.
»Mange ældre har mobiltelefoner som alle andre. Men nogle har endnu ikke taget teknologien til sig og har brug for en begyndertelefon, hvor de kan ringe og skrive beskeder fra. Det giver dem en ekstra mulighed for at skabe netværk, og ligesom for alle andre giver mobiltelefonen dem en følelse af tryghed,« forklarer Tom Nervil fra Ældresagens kommunikationsafdeling.
Hos Seniorland Netbutik oplever salgskonsulent Jens Sylversen, at flere og flere ældre er begyndt at spørge efter mobiltelefoner særligt indrettet til deres behov.
»Derfor har vi siden november solgt mobiltelefoner med stort display, som kun kan ringe og modtage opkald specielt udviklet til ældre. De er meget populære,« siger han.
Teleselskabet Telia er også ved at få øjnene op for det nye marked, og i Sverige bliver en Telia-mobiltelefon til ældre i øjeblikket testet.
»Det bliver spændende at se erfaringerne fra Sverige, og jeg kunne sagtens forestille mig, at mobilen også kom til Danmark. Der har været stor fokus på den unge generation og ikke så meget på de ældre, men det er ved at komme nu. Om et par år tror jeg, at alle selskaber også vil fokusere på den aldersgruppe,« siger kommunikationsdirektør i Telia Anders Monrad Rendtorff.
EmporiaLife: Stor skærm og store taster. Kan bruges til opkald og sms og købes på mobiludsalg.dk.
Secufone: Betjening via en trykfølsom skærm og med store taster og alarmknap. Kan bruges til opkald og sms.
Handleeasy: Stor skærm og store taster. Kan kun bruges til opkald og købes på seniorland.dk.
Doro HandlePlus: Syv taster, hvor man kan indkode telefonnumre på fem af dem. Kan købes på cdon.com.