Det er 16 år siden, Shuliman Raj, har været en kvinde. Sådan føler den 31-årige transseksuelle pakistaner det i hvert fald selv efter flere kønsskifteoperationer, og derfor så han sidste år intet problem i at gifte sig med sin kusine Shahzina Tariq, der var truet af et tvangsægteskab.
Med brede skuldre og heftig skægvækst ligner Shuliman da også en mand, men det var bare ikke nok for en pakistansk domstol, der sidste måned sendte parret tre år i fængsel for at have indgået et homoseksuelt ægteskab i strid med islamiske love. Oveni fik de en bøde på 900 kroner.
Sat i mande-fængsel
Men i går blev håbet igen tændt hos parret. Højesteret besluttede nemlig at løslade dem begge mod kaution og tillade, at sagen bliver taget op til genovervejelse, da det er en principsag, om en transseksuel har ret til at skifte køn i lovens forstand. Det er dog stadig uvist, om ægteskabet bliver tvangsopløst.
Højesteretsdommer Sadar Muhammad Raza Kahn sagde ifølge avisen Dawn, at den lokale domstol, som idømte parret tre års fængsel, havde »handlet i hast og vrede«. Han bemærkede desuden det bizarre i, at Shuliman Raj var blevet indsat i mændenes afdeling i fængslet, når nu retten i første omgang havde afgjort, at han var en kvinde.
Stukket af familien
Paradoksalt nok startede sagen, fordi parret selv gik til politiet. De følte sig chikaneret af Shahzina Tariqs familie og ville have beskyttelse, men i stedet endte de i retten, fordi familien hævdede, at ægteskabet gik imod islams retningslinjer.
I virkeligheden handler sagen slet ikke om ægteskabet, der blev indgået, men meget mere om et ægteskab, der ikke blev indgået. Shahzina forklarede under retssagen, at hun udmærket vidste, at Shuliman var blevet født som en pige, men at hun havde brug for hans hjælp for at undgå at blive tvangsgift med en mand, som hendes far har en betragtelig spillegæld til. Men nu er de forelskede, og de har tænkt sig at bo sammen, også selvom de ikke længere er gift, siger Shahzina Tariq til flere pakistanske medier.
Sagen om parrets forbudte kærlighed er blevet et medieshow i Pakistan, hvor homoseksualitet stadig er tabu. Det er første gang, Højesteret tager stilling til transseksualitet, og derfor vil sagens udfald være afgørende for transseksuelles rettigheder.
Det står endnu ikke klart, hvornår der vil blive afsagt en endelig dom i sagen.