To personer blev mandag aften fundet døde på Elborg Allé på Amager i København. Det bekræfter Københavns Politi over for Ritzau.
- Vi har fundet en mand og en kvinde døde i et hus herude. Det er, hvad jeg kan sige lige nu, siger drabschef Hans Erik Raben fra Københavns Politi, som opholder sig på gerningsstedet.
Der er tale om et ægtepar, som boede på adressen. Politiet undersøger i øjeblikket, om manden og kvinden er blevet udsat for en forbrydelse.
- Vores teknikere og retsmedicinere er i gang med at afholde ligsyn, fortæller Hans Erik Raben.
Politiet fik anmeldelsen om dødsfaldene omkring klokken 21.00.
/ritzau/