Det kommer formentlig til at koste ægteparret fra Mou deres jobs i Aalborg Kommune, at de mishandlede kvindens 13-årige datter.
Stedfaderen er ansat i Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen, som bekræfter, at der er indledt en afskedigelsessag imod ham. Den ventes afgjort inden to måneder, skriver jp.dk.
Også hos moderens arbejdsplads, Ældre- og Handikapforvaltningen, er en afskedigelsessag i gang.
Det skyldes dog officielt, at hun meldte sig syg under retssagen, hvilket var i uoverensstemmelse med de gældende regler, og det kan koste hende jobbet.
Manden og kvinden blev begge idømt fem måneders fængsel for mishandlingen af den 13-årige pige.