Knap en tredjedel af de studerende på de videregående uddannelser falder fra, før de står med det endelige eksamensbevis i hånden. Hovedparten af dem dropper ud, allerede inden for det første år.
Ifølge et studie fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) har de studerendes alkoholforbrug under studiestarten en betydning for, om de gennemfører studiet eller ej.
Det skriver Politiken.
De studerende, der ikke drikker alkohol, har større risiko for at droppe ud, sammenlignet med de studerende der drikker moderat.
Også studerende, der drikker rigtig meget, har større risiko for frafald. Begge grupper har omkring to procentpoint større risiko for frafald.
Ifølge Bjarke Tarpgaard Hartkopf, specialkonsulent i EVA og projektleder på undersøgelsen, er det mest overraskende, at de, der ikke drikker, er mere tilbøjelige til at droppe ud.
- En forklaring kan være, at det ikke er tilfældigt, hvem der ikke drikker. De kan formentligt opleve at skille sig ud socialt på andre punkter, siger han til Politiken.
Han peger på, at den såkaldte rustid, hvor de studerende i studiestarten bliver rystet sammen med forskellige lege og ture, ofte er forbundet med alkohol.
- Alkohol kan spille en stor rolle i forbindelse med studiestart. Så det er oplagt, at hvis du ikke drikker, så er der nogle aktiviteter, du ikke kan være med til, siger han til Ritzau.
En anden af undersøgelsens centrale konklusioner er, at jo længere introforløbene er, jo færre elever dropper ud.
- Det handler om, at det er vigtigt at komme godt i gang på studiet. Hvis man føler sig socialt forbundet til de andre studerende, oplever man, at man hører til.
- Det kan gøre en mindre tilbøjelig til at droppe ud, når man møder modstand i løbet af studietiden, siger Bjarke Tarpgaard Hartkopf til Politiken.
EVA anbefaler på baggrund af undersøgelsen, at de videregående uddannelser i højere grad sætter fokus på alkoholens rolle i studiestarten.
- Uddannelserne bør overveje, om de har en god nok alkoholpolitik, som sørger for at inkludere alle - også dem, der ikke drikker alkohol, siger Bjarke Tarpgaard Hartkopf.
/ritzau/