Der skal hentes penge til statskassen, når regeringen om kort tid skal igang med en reform af uddannelsesstøtten.
Og det kan godt betale sig at skære SU'en med et år. Det viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Den kommer i kølvandet på et forslag fra De Radikale om at skære det sjette års SU - med mindre ganske særlige vilkår gør sig gældende for de studerende.
Forslaget, som blev bakket op af Venstre, vil betyde at "almindelige" studerende kun kan få SU i sammenlagt fem år.
Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd beregninger er der da også store penge at spare på tiltaget.
Den viser nemlig, at staten kan spare hele 400 millioner kroner på tiltaget.
Samtidig mener de, at tiltaget vil sætte fart i de studerendes uddannelser, og at de berørte studerende formentlig vil blive hurtigere færdige med deres studie.
På uddannelsesinstitutionerne er man ikke enige i den betragtning.
Pro-rektor ved Roskilde Universitet Hanne Leth Andersen mener derimod, at tiltaget vil tvinge forsinkede studerende ud i overdrevent erhvervsarbejde.
- Hvis de har for meget erhvervsarbejde, så risikerer vi at miste dem på uddannelsen, og det er heller ikke noget politisk ønskværdigt mål, har hun tidligere sagt til Newspaq.
For nylig viste nye tal fra Børne- og Ungeministeriet, at studerende i dag i gennemsnit er et år yngre, når de afslutter deres uddannelse, end de var for ti år siden.