Der er forårstegn at spore på det danske arbejdsmarked.
Det vurderer AE-rådet, efter at Arbejdsmarkedsstyrelsen netop har udsendt en undersøgelse af virksomhedernes rekrutteringssituation i efteråret 2013.
Undersøgelsen viser, at virksomhederne i let stigende grad døjer med "forgæves rekrutteringer", samtidig med at flere virksomheder søger arbejdskraft. Det kan ifølge AE-rådet ses som et tegn på en bedring på arbejdsmarkedet.
Tallene viser, at at der var cirka 11.700 såkaldt "forgæves rekrutteringer" i andet halvår 2013. Det er en stigning på knap 2150 sammenlignet med efteråret 2012.
Ifølge undersøgelsen mener 43 procent af virksomhederne desuden, at de kunne have gjort noget anderledes eller bedre for at besætte stillingerne. I forlængelse heraf svarer kun 36 procent af de adspurgte virksomheder med rekrutteringsproblemer, at de har slået stillingen op på Jobnet.
- Det er overraskende lavt, da det ellers er oplagt at slå stillingerne op her, hvor de arbejdsløse skal søge job. En årsag til, at nogle virksomheder oplever rekrutteringsproblemer kan således være, at de har søgt for snævert - nogle har måske ikke en gang slået stillingen op, skriver chefanalytiker hos AE-rådet, Frederik I. Pedersen i en kommentar.
Sidst men ikke mindst viser undersøgelsen, at andelen af virksomheder, der har søgt arbejdskraft, er noget større i andet halvår af 2013 sammenlignet med de foregående år.
Newspaq