- Jeg vil gerne starte på side 439, indleder Christian Kjærs advokat, Karoly Nemeth, sine bemærkninger til den fremlæggelse, som Janni Spies' advokat, Eigil Lego Andersen, har brugt det meste af tirsdagen på.
For der er meget bladren, opremsning af sidetal og korrektioner til tidligere bilag, underskrevne dokumenter og kopier i Østre Landsret på denne dag.
Advokat Eigil Lego Andersen gennemgår økonomien for Janni Spies og Christian Kjær i 15 af deres 20 år lange ægteskab.
- Jeg vil ikke regne i procenter, men i promiller, slår Nemeth fast om de kommende dages dokumentationer.
Janni Spies, som har anlagt sagen mod sin eksmand, mener, at hun har bidraget uretmæssigt meget til parrets fælles økonomi, og disse penge går hun nu rettens vej for at få tilbage.
Der bliver dokumenteret fra banker, revisorer, parret selv og mange andre steder, mens Lego Andersen kommer ind på, hvordan Kjær har haft fordel af og Spies ulempe ved forhold omkring alt fra parrets samlede skatteforhold, Kjærs privatfly, Kjærs bolig Sandbjerggaard nord for København og to såkaldte beach resorts på den tidligere dansk-vestindiske ø Sankt Thomas.
I alt beløber kravet fra Janni Spies sig til 135.638.000 kroner og 2.463.000 amerikanske dollar.
Hofjægermester og kammerherre Christian Kjær kræver frifindelse for at skulle betale de store pengebeløb, som Spies' advokat også kræver bliver pålagt renter for den tid, pengene ikke har været i Janni Spies' varetægt.
Sagsanlægget strækker sig over ulighed i parrets økonomi i 15 af de 20 år, de levede sammen. I de 15 år har Janni Spies ifølge sin advokat, Eigil Lego Andersen, haft et privatforbrug på 108 millioner kroner.
Christian Kjær har i de samme år brugt 77 millioner kroner til private gøremål.
Men de talrige overførsler fra Janni Spies til sin daværende mand på i alt 72 millioner kroner ændrer Spies' privatforbrug i perioden til 181 millioner og Kjærs til knap fem millioner kroner, anfører Andersen.
Men i de taltunge fremlæggelser fra begge advokater er det svært at afgøre præcist, hvordan de svimlende beløb fordeler sig imellem fly, feriested, hus og skat.
Allerede tirsdag forventer retten at begynde afhøring af Janni Spies.
Der er planlagt retsmøder ugen ud.
/ritzau/