Munkene har prøvet. De studerende har prøvet. Men måske er det flere jurister, der skal til for at vælte Burmas diktatorer og indføre demokrati.
Det mener organisationen Burma Lawyer’s Council (BLC), der træner unge burmesere i jura i Thailand – for bagefter at sende dem tilbage som undergrundsjurister.
»Flertallet af burmeserne vil af med diktaturet, men de mangler viden om demokrati, organisation og rettigheder. Derfor træner vi folk ved at opbygge en flok af undergrundsfolk, som kan sprede den viden,« siger Aung Htoo, der leder BLC.
Viden er vejen
Danmark har de seneste to år givet en million kroner til organisationen. Og den danske ambassadør i Thailand, Michael Sternberg, tror på, at mere viden kan ændre noget i Burma. Han er netop vendt hjem efter en uge i diktaturet.
»De her folk bliver uddannet i demokrati og kan så sprede budskabet på landsbyniveau i Burma. Det kan vise folk, at der et alternativ til diktaturet. Samtidig er det også vigtigt at have folk uddannet, hvis styret skulle falde fra hinanden,« siger Michael Sternberg.
Militærregimet i Burma slog i september hårdt ned på de op mod 100.000 munke og demonstranter, der protesterede mod styret.
Flere tusinde mennesker er fængslet, og antallet af dræbte er sandsynligvis flere hundrede.
Militærregimet gør alt for at forhindre, at der slipper øjenvidneberetninger og billeder ud af landet.