Så længe uranen ikke bliver brugt til atomvåben, har Grønland fri ret til at sælge uran på det åbne marked uden at spørge Danmark. Det konkluderer en ny rapport, som sender regeringerne i København og Nuuk på kollisionskurs.
Politiken skriver mandag, at rapporten, der er udarbejdet af det store danske advokatfirma Lett for Grønlands regering, er så følsom, at den har været hemmeligstemplet i et halvt år.
Den frigives kun, fordi parlamentet i Grønland skal stemme om emnet 24. oktober og ventes at sige klart ja til at opgive 25 års forbud mod at udvinde radioaktive stoffer.
Rapporten rammer direkte ned i forhandlingerne mellem Danmark og Grønland.
Flere kilder i de to landes embedsapparater siger til Politiken, at holdningerne til uran mellem de to lande i rigsfællesskabet er stejle, og at der er store opgør om netop uran i vente.
Chefen for Forsvarsakademiet, kontreadmiral Nils Wang, mener, at rapporten viser den konfrontationskurs, Nuuk og København er på i uranspørgsmålet.
- Den nye grønlandske regering har det synspunkt, at Grønland har fuld ret til frit at disponere over alle sine råstoffer, også uran. Det er imidlertid ikke et synspunkt, der deles i København, siger han til Politiken.
Uranudvinding er ikke det samme som at tillade eksport. Men de beslutninger, der tages i efteråret, vil åbne for muligheden og er derfor første led i et forventet markant kursskifte
Den danske regering afviser at udtale sig om emnet, før en ventet dansk uranrapport er færdig.
/ritzau/