Inden Ungdomshuset skal ryddes efter nytår, skal de københavnske politikere tage sig alvorligt sammen og finde en løsning.
Det siger advokat Knud Foldschack, der står bag den fond, der flere gange har forsøgt at købe Ungdomshuset.
»Selv om det er chokerende at se konflikten mellem politiet og Ungdomshuset, så har konflikten jo været forudsigelig. Derfor er det rystende at se, at der nu i den grad er kø af politikere ved håndvasken. Det er politisk plat, for det er dem, der skal løse problemet,« siger Knud Foldschack.
Han understreger, at han ikke sympatiserer med volden, men vil ikke tage stilling til, hvordan Ungdomshuset reagerer, når huset skal ryddes.
»Problemet skal løses, inden huset skal ryddes. Men de 15 millioner kroner, som fonden fik til at købe Ungdomshuset, har foreløbigt ikke løst problemet, så nu er det politikernes ansvar at finde et alternativ til de unge. Men måske vi kan være med som en slags brobyggere. Vi skal prøve alle muligheder,« siger Knud Foldschack, der desuden roser politiets indsats under urolighederne.
»Politiet slog koldt vand i blodet og trak sig tilbage, da de skulle,« siger han.