Piloten i flyet, der styrtede ned i Colombia med et brasiliansk fodboldhold 29. november, havde ikke tilstrækkelig uddannelse til at flyve kommercielle fly.
Det siger advokaten for andenpilotens familie ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Vi har været i stand til at dokumentere, at pilot Miguel Quiroga ikke havde gennemført tilstrækkeligt mange flyvetimer til at flyve kommercielt, siger Omar Duran, der repræsenterer andenpilotens familie.
Både piloten og andenpiloten var blandt de 71, der omkom i flystyrtet. Blandt de omkomne var også spillere fra det brasilianske fodboldhold Chapecoense Real.
Holdet var på vej til Medellin i Colombia, hvor det skulle spille finale ved den internationale turnering Copa Sudamericana, da flyet styrtede ned i en bjergside.
Efter styrtet er der dukket en lydoptagelse fra cockpittet op, hvor piloten kommunikerer med en flyveleder i kontroltårnet. I lydoptagelsen siger piloten, at flyet var løbet tør for brændstof.
Kun seks personer overlevede styrtet.
Ifølge andenpilotens advokat snød piloten bevidst med sine licenspapirer.
- I 2013 er nogle forfalskede informationer tilsyneladende blevet videresendt, og selv om myndigheder bekræfter, at Quiroga ikke havde flyvetimer nok, fik han sin licens, siger Duran ifølge AFP.
Andenpilot Fernando Goytia var tilsyneladende bevidst om, at hans kollega ikke havde den nødvendige uddannelse, men skjulte ifølge advokaten oplysningerne for at beskytte luftfartsselskabets ry.
Efterforskningen af flystyrtet fortsætter. Lederen af Colombias sikkerhedsmyndigheder siger, at flyet ikke overholdt internationale regler om brændstofreserver.
Myndighederne i Bolivia har inddraget luftfartsselskabet Lamias flyvetilladelse og anholdt selskabets direktør og dennes søn.
/ritzau/