Bagmandspolitiet har rejst sigtelse mod yderligere to personer for at stå bag svindlen med refusion af udbytteskat for mere end 12,3 milliarder kroner.
Dermed er sagen nået et skridt videre, men skatteadvokat Torben Bagge fra TVC Advokatfirma advarer mod at få julelys i øjnene.
- I det omfang, at der er tale om, at der er begået svindel, så er det selvfølgelig super positivt, at Bagmandspolitiet er ved at optrevle det.
- Antageligt er bagmandspolitiet kommet et skridt videre, siden man går ud og offentliggør disse ting, siger Torben Bagge.
Ifølge Politiken har Bagmandspolitiet sigtet to personer med bopæl i USA for at være hovedmænd i svindelnummeret sammen med den 46-årige brite Sanjay Shah, som indtil nu har været hovedmistænkt.
De er alle tre sigtet for bedrageri "af særlig grov beskaffenhed".
Torben Bagge minder dog om, at det er helt normal procedure, at politiet rejser sigtelse. Endnu mangler man at rejse tiltale og i sidste ende, er det op til dommeren. Så der er lang vej endnu.
- Derfor er jeg ikke så beruset af positivisme, i forhold til om det gør, at vi kan få dømt nogen, siger han.
Ifølge oplysningerne fra Bagmandspolitiet omfattede svindelnummeret blandt andet 212 amerikanske pensionsfonde, som tilsyneladende slet ikke eksisterede.
Nogle af de formodede fiktive fonde havde konto i den tyske bank, skriver Politiken.
Der er ingen tvivl om, at kontrollen i Skat ikke har været god nok. Men nogle af milliarderne kan være blevet udbetalt på lovlig vis gennem et hul i loven, mener Torben Bagge.
- Alle er vel enige om, at kontrollen ikke har været god nok, og derfor er det en skandale. Men jeg tror, man skal passe på med at være for unuanceret i sin behandling af denne problemstilling.
- Der er formentlig en hel del, der har fået udbetalt penge, men hvor det er foregået helt lovligt. Om man så kan lide det moralsk, det er en anden problemstilling, siger Torben Bagge.
/ritzau/