Love er brudt, og grundlæggende regler er overtrådt i to ud af tre sager.
Sådan lyder den opsigtsvækkende kritik af Frederiksberg Kommunes forvaltning af det specialiserede børne- og ungeområde i en konsulentrapport, der har affødt hårde ord fra flere eksperter på området.
De omfattende problemer med forvaltningen af børnesager er dog ikke et problem, der begrænser sig til Frederiksberg.
Det fortæller Martin Olsgaard, der er advokat og hvert år behandler "flere hundrede" børnesager over hele landet.
- Jeg tror ikke, at Frederiksberg Kommune er særegent på det her område, og jeg tror, at det brede billede vil vise det samme resultat, siger han.
På området trækker kommunerne vigtige afgørelser om blandt andet tvangsfjernelse og anbringelse af børn og behandlingen af børn med handicap.
Rapporten fra Frederiksberg afslører blandt andet, at der i hovedparten af sagerne mangler dokumentation for børnesamtaler, og at kommuner ikke iværksætter lovpligtige partshøringer.
Det billede nikker Martin Olsgaard genkendende til.
- Før man træffer en afgørelse i en sag, skal man iværksætte en partshøring, så man som borger har mulighed for at komme med sine kommentarer. Det er et lovkrav, der skal sikre, at man får oplyst sagen fra begge sider, siger han og tilføjer:
- Og vi oplever jævnligt, at der ikke er partshørt, inden man iværksætter en eller anden foranstaltning.
Det er ikke første gang, at danske kommuner får kritik for forvaltningen af børneområdet.
I 2016 kritiserede Statsrevisorerne på baggrund af en undersøgelse af Rigsrevisionen "at kommunernes sagsbehandling i mange anbringelsessager ikke overholder lovens krav til børnesamtaler, handleplaner og børnefaglige undersøgelser".
Ifølge Martin Olsgaard har kommunerne øget deres fokus på området efter sager om omfattende svigt i kommuner som Tønder, Rebild og Brønderslev.
- Det har højnet sagsbehandlingen mange steder, men der sker stadigvæk for mange fejl, siger han og tilføjer, at det ligner et ressourcespørgsmål.
Ifølge Martin Olsgaard sidder få sagsbehandlere ofte med mange komplekse sager på samme tid.
- Og man kan have det indtryk, at det handler mere om brandslukning, så man først tager den sag, der ser ud til at haste allermest, selv om det haster i rigtig mange sager.
Det betyder ifølge Martin Olsgaard, at tidsfrister alt for ofte bliver brudt under sagsbehandlingen.
/ritzau/