Ritzau
Opdateret kl. 13:26
Advokat Hans Boserup er onsdag idømt 60 dages betinget fængsel af Retten i Sønderborg. Det oplyser senioranklager Lars Viereck.
Boserup er samtidig blevet frakendt retten til at virke som advokat yderligere et år. Han er i forvejen frakendt sin bestalling frem til august 2018.
Den 70-årige advokat er blandt andet dømt for at have videregivet oplysninger fra lukkede retsmøder, forsøgt at påvirke dommere og nævninger i en verserende straffesag samt for at have offentliggjort navne på ofre for en sexforbrydelse.
Senioranklageren er tilfreds med dommen. Han havde krævet samme straf, som retten idømte Boserup.
Ifølge Lars Viereck er der ikke mange sager, hvor en advokat sidder på anklagebænken.
- Men her er altså et eksempel på, at en advokat er trådt over grænserne for, hvad der offentligt kan gengives. Vi har nogle stykker af dem i retspraksis, men der er temmelig langt imellem dem, siger han.
Boserup er tidligere dømt og har fået adskillige irettesættelser og bøder af Advokatnævnet.
Senest fik han i november en bøde på 100.000 kroner af Advokatnævnet for groft at have tilsidesat god advokatskik.
I august sidste år blev han i Vestre Landsret idømt 60 dages fængsel og fradømt sin bestalling i to år for falsk vidneforklaring.
Med onsdagens dom er han derfor nu frakendt retten til at virke som advokat frem til august 2019.
/ritzau/