Loven kan ikke gradbøjes.
Så kort er udmeldingen fra advokat Torben Koch, der varetager sager for Politiforbundet.
Han mener, at politiassistenten, Lars Bo Lomholt, der tirsdag fjernede schæferhunden Thor fra det internat, hvor den ventede på at blive aflivet, ikke kan vinde sin sag, efter han fredag er blevet sigtet for sin handling.
- Den her sag kan ikke vindes trods smukke motiver. Han bliver dømt, siger Torben Koch til Ritzau.
Faktisk vurderer Koch, at sagen vil koste Lars Bo Lomholt jobbet som politiassistent hos Nordsjællands politi.
- Han ryger ud på røv og albuer. Politifolk må aldrig nogensinde tage loven i egen hånd, ligegyldigt hvor meget vi holder af den hund, siger Torben Koch.
Lars Bo Lomholt er sigtet for embedsmisbrug og bedrageri for at fjerne hunden Thor fra Hillerød Dyreinternat, oplyser Den Uafhængige Politiklagemyndighed, DUP.
Og selv om Torben Koch vurderer, at betjentens forseelse i forhold til hundeloven kan klares med en bøde, så mener han altså, at selvtægtsproblematikken vil koste betjenten jobbet.
Netop selvtægten vækker også harme hos Nordsjællands Politidirektør, Finn Borch Andersen.
- Jeg tror, at støtterne er dyrevenner med mange følelser involveret i den konkrete sag. Men et samfund, hvor hver enkelt politimand kan skalte og valte med lovgivningen og selv bestemme bøder og straffe, tror jeg ikke, at nogen kunne tænke sig, siger han.
Politiassistenten har siden sin redningsaktion modtaget stor støtte fra dyrevenner på Facebook.
/ritzau/