Et tsunamivarsel er afblæst ved Anchorage, den største by i Alaska, efter USA's geologiske tjeneste (USGS) har målt et jordskælv til 7,0.
Skælvet havde sit epicentrum i knap 41 kilometers dybde 12 kilometer nord for Anchorage.
Borgere i Anchorage siger, at det er det værste, de har mærket i mange år.
Bygninger svajede, da skælvet satte ind fredag morgen lokal tid. Mange løb ud på gaden for at komme i sikkerhed.
Andre søgte ind under borde for at søge beskyttelse.
Der har siden været været flere mindre efterskælv. Det kraftigste målte 5,8.
Billeder, der er lagt ud på de sociale medier, viser flere ødelæggelser. Blandt andet lofter, der er faldet ned på et college i byen. Der er også veje, som er brudt op eller kollapset under jordskælvet.
Men der er ikke umiddelbart oplysninger om tilskadekomne.
At jordskælvet var meget kraftigt, kan bevidnes af Brandon Slaton. Han sad i sit badekar i sit hus, da de store rystelser kom.
Det skabte bølgegang i badekarret, og det endte med, at han blev skyllet ud på badeværelsets gulv.
Hans hund, en 54 kilo tung mastiff, var rædselsslagen og forsøgte at komme ned ad trappen. Den endte med at blive kastet ned til foden af trappen.
- Det var det rene anarki. Der er ikke nogen billeder tilbage på væggen, der er ingen strøm, der er ingen fisk tilbage i akvariet. Alt, som ikke var surret fast, er ødelagt, siger Slaton.
Der bor knap 300.000 mennesker i Anchorage.
/ritzau/AP
/ritzau/AP