Flere og flere danskere vælger at tage et lån for at finansiere julegaverne.
Markedet for forbrugslån stiger nemlig kraftigt op til jul, viser tal fra Finansrådet.
Derfor lancerer Forbrugerstyrelsen og Finanstilsynet i dag en kampagne, som skal lære danskerne at være kritiske over for forbrugslån og kunne gennemskue den reelle pris på et lån.
Kampagnen er specielt rettet mod unge forbrugere, der ofte ikke kan låne i fast ejendom og derfor fristes af dyre forbrugslån.
Sidste år blev der alene i bankerne lånt for 7,5 milliarder kroner i december måned, hvilket var 67 procent mere end i juni måned, hvor der blev lånt næstmest.
Forbrugerminister Lars Barfoed (K) håber, at kampagnen vil lære danskerne at kigge sig bedre for, før de optager forbrugslån til julegaverne.
»Vi ved, at der bliver lagt mange timer i at finde den helt rigtige fladskærm eller computer, og på samme måde vil vi gerne have forbrugerne til at tænke sig om, når de låner penge og ikke blot tager det første og det bedste«, siger Lars Barfoed.
Tjek hvor meget du kommer til at betale for dit lån på hjemmesiden www.aaop.dk