Hvis du for nyligt har smidt en pakke skinketern i indkøbskurven, skal du måske lige læse med her.
Den polske virksomhed Zaklady Miesne NOVE Sp.z.o.o har nemlig tilbagekaldt et parti skinketern og skinkestrimler på grund af fund af listeria.
Skinken er solgt under navnet Coop Skinketern og X-tra Skinkestrimler i Kvickly, SuperBrugsen og Dagli'Brugsen butikker i hele landet, oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.
Coop Skinketern, kogte
Nettovægt: 150 g
Produktionsdato: 30/7-2015
Mindst holdbar til dato: 27/8-2015
EAN kode: 7340011454434
Solgt i: Kvickly, SuperBrugsen og Dagli'Brugsen butikker i hele landet
UDVID
Det er den polske virksomhed selv, der i forbindelse med en egenkontrol har udtaget prøver, der viser, at der er listeria-bakterier i produktet.
Symptomerne på infektion med listeria er influenzalignende såsom feber og hovedpine. I sjældne tilfælde kan listeria forårsage meningitis og blodforgiftning.
I slutningen af juli kom det frem, at en person var død, efter at have spist listeria-inficeret laks. I Danmark bliver der årligt registreret omkring 50 sygdomstilfælde på grund af listeriabakterier, men i 2009 og i 2014 var der 90-100 på grund af større udbrud. I år er der indtil videre registreret 25 tilfælde. Det er overvejende personer, som er svækkede i forvejen, som bliver syge af listeria.