Et rekordstort antal indbrud i private hjem landet over 2009, får nu alarmklokkerne til at ringe hos Forsikringsoplysningen.
De advarer mod, at den kommende juleaften vil blive særlig slem.
"Vi forventer op mod 475 indbrud juleaften i år. Det historiske omkring juleaften er, at halvdelen af danske hjem er forladt mellem klokken 18 og 24. Det ved tyvene, og de benytter sig af det," siger chefkonsulent Christian Skødt fra Forsikringsoplysningen til Newspaq.
Sidste år slog tyvene også rekord juleaften - her blev der begået omkring 450 indbrud den 24. december.
"Vi ser det hver eneste år. Tyvenes ihærdighed svinger mellem, at der er fire-fem gange så mange indbrud, som på et almindeligt døgn," siger Christian Skødt.
Det stigende antal indbrud i år skyldes ifølge chefkonsulenten, at de danske bander ved, at der er meget at gå efter i de danske hjem, og det har de udenlandske bander også fundet ud af. Samtidig har tyvene nemt ved at få tingene afsat.
"Vi håber selvfølgelig, at vi gætter forkert, for det kunne være dejligt, hvis folk gad lytte til de helt basale råd, som ikke handler om at sætte en ekstra lås eller alarm i få dage før."
Og rådene? De er såmænd ganske simple.
Se hvordan dit hjem ser ud udefra, når der er nogle hjemme - sådan skal det også se ud juleaften. Lad lyset og musikken stå tændt, så tyvene ikke er klar over, om du er hjemme eller ej.
Er der faldet sne, mens du er væk, så lav en aftale med naboen om, at han eller hun rydder fortovet og gangen indtil din dør, så tyven ikke kan se, at der er fri adgang.
"Tyven ved godt, at nogle af os forsøger at snyde dem, men de har jo meget travlt, så det er klart, at de først vælger de mørklagte hjem," lyder det fra Christian Skødt.
Der er ikke landsdele, hvor der er større risiko for indbrud juleaften. Om du bor i Nordjylland eller Sydsjælland er risikoen lige så stor, lyder advarslen.