Kolding Kommune advarer mod badning ved Rebæk Strand i Kolding Fjord.
Advarslen kommer efter fund af for høje værdier af E. coli-bakterier og enterokokker i vandet.
Kommunen udfører løbende analyser af badevandet i sommerhalvåret, og den seneste analyse, foretaget tirsdag, viste forhøjede værdier af tarmbakterierne E. coli og enterokokker ved Rebæk Strand.
I samråd med Styrelsen for Patientsikkerhed frarådes det at bade ved stranden, hvor der er opsat skilte.
- Generelt fraråder vi badegæster at gå i vandet ved bynære strande som for eksempel Rebæk Strand og Fjordbadet ved Lyshøj Allé to-tre dage efter kraftig og langvarig regn, da der kan være risiko for overløb fra kloaksystem og renseanlæg, siger miljømedarbejder i Kolding Kommune Christina Larsen til TV Syd.
Efter betydelig regn i Kolding tidligere på ugen vurderes det, at nedbøren kan have bidraget til de forhøjede værdier.
Kolding Kommune har derfor bestilt en ny prøve af badevandet ved Rebæk Strand, som vil blive taget fredag. Resultatet forventes at være klar senest mandag.
Når det igen er sikkert at bade ved Rebæk Strand, vil kommunen informere via deres Facebook-side og hjemmeside, og advarselsskiltene på stranden vil blive fjernet.
Også ved Vesterhave Strand ved Karrebæksminde er der indført badeforbud. I en pressemeddelelse skriver Næstved Kommune, at "store mængder regn mandag og tirsdag" har betydet overløb fra kloakker i området.
- Det kan betyde for høje mængder e-coli i vandet, og derfor indfører vi nu et badeforbud, fortæller Jette Jungsberg, leder af Næstved Kommunes Team Klima, Miljø og Affald.
Sidste år i begyndelsen af august måtte Kolding Kommune også advare mod badning ved Rebæk Strand.
Også her var det voldsomt nedbør, som var årsagen. Et skybrud havde fået en kloak nær stranden til at løbe over.