De er en sikker ingrediens på mange juleborde. Men har du købt tørrede figner ind til højtiden, så tjek lige, hvor de er fra.
Et parti af den populære spise tilbagekaldes nemlig nu, skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse. Det sker, efter man ved en stikprøvekontrol har fundet spor af aflatoksin b1 i produktet. Det er et giftstof produceret af skimmelsvamp og kan være kræftfremkaldende.
De tørrede figner er solgt i perioden 8. november – 17.december via aarstiderne.com, Arstiderna.com samt i Aarstidernes gårdbutikker i henholdsvis Humlebæk og København SV. De er solgt i 1 kg-pakninger med ”Bedst før 01.07.2021” trykt på pakningen. De er fremstillet i Spanien.
Har du købt disse figner, rådes du til at smide dem ud – eller returnere dem til butikken, hvor de er købt.