Ulven trives i Danmark.
Faktisk trives den i en grad, så vi er nødt til at gribe ind, hvis rovdyret ikke også skal indtage større danske byer.
Og hvem vil have ulve løbende omkring daginstitutioner i Aalborg, Aarhus, Odense eller København.
Sådan lyder noget af advarslen, ifølge bt.dk, nu fra Venstres milljøordfører Erling Bonnesen.
- De har spredt sig i Jylland, og det varer ikke længe, før vi ser dem andre steder i landet. Pludselig vil man også se dem i byområder. Man kan forestille sig dem stå tæt på børnehaver og over for børn, der leger på legepladser osv. Det går bare ikke, refererer mediet miljøordførerens udtalelser i Jyllands Posten.
Erling Bonnesen fra Venstre er enig med organisationen Landbrug & Fødevarer, der nu anbefaler, at hele Jylland derfor erklæres for ulvezone.
Erling Bonnesen har ifølge bt.dk på den baggrund bedt miljøminister Magnus Heunicke (S) om at indkalde til drøftelser om, hvordan man på kort sigt kan sikre sig bedre mod ulvene. Han og Venstre ønsker, at ulvezonerne, altså områder, hvor landmænd kan få tilskud til at ulvehegn, som med strømførende tråde er ulvesikre, bliver udvidet.
Lige nu er der to zoner i Midt- og Vestjylland. I år er der to ynglende par inden for ulvezonerne, mens tre par befinder sig uden for.
Nemlig ved Skjern, ved Oksbøl i Vestjylland og ved Hovborg i Sydjylland.