Er fryseren fuld af pommes frites fra Flensted, bør man straks tjekke datomærkningen. Mandag valgte firmaet at tilbagekalde kartoffelprodukter produceret mellem 8. november 2007 og 3. januar 2008.
Det sker, fordi produkterne kan være forurenet med et ukendt kemikalie, der får dem til at smage og lugte af diesel.
- I forbindelse med vask og skrælning af kartoflerne er anvendt en skumdæmper, der fra producentens side er forurenet med en ukendt kemisk forbindelse – formentlig et alifatisk petrokemisk stof, skriver Fødevaretyrelsen i en pressemeddelelse om sagen
Analysen af, hvilket kemikalie der er tale om, forventes først klar i næste uge, men Flensted har valgt at kalde produkterne tilbage straks.
- Vi ved endnu ikke hvilket kemikalie, der er tale om. Men vores leverandør af skumhæmmemidlet har garanteret, at det ikke er sundhedsskadeligt, siger administrerende direktør Johannes Nielsen.