Enhver husmoder med respekt for sig selv, har straks tyet til kamilleteen når de allermindste får det skidt. Men det gamle råd, der har rejst gennem generationer, skal nu laves om.
Faktisk siger Fødevarestyrelsen nu, at kamillete kan være direkte farligt for børn under tre år.
– Kamillete kan indeholde naturlige plantegiftstoffer, som kommer fra ukrudtet i de marker, hvor kamilleteen høstes. Stofferne hedder Pyrrolizidin-alkaloider og kan særligt påvirke leveren, skriver Fødevarestyrelsen mandag på Facebook.
Det er ikke kun kamilleteen forældre og bedsteforældre skal passe på med at komme i sutteflaskerne til sløje børn.
– Andre typer te kan også indeholde koffein, som børn ikke har godt af – og så kan te hæmme små børns optag af jern. Derfor fraråder Fødevarestyrelsen, at du giver børn under 3 år kamillete og te generelt, lyder det på Fødevarestyrelsens Facebook-profil.
Opslaget med advarslen har på få timer høstet over tusinde kommentarer – ikke mindste fra mødre, der har givet deres børn mange kopper kamillete, og glæder sig over, at deres børn ikke har taget skade.