Mindst fem er blevet dræbt under et skyderi torsdag eftermiddag lokal tid på en avisredaktion i Annapolis i den amerikanske delstat Maryland.
Det skriver nyhedsbureauet AP.
Politiet melder om, at der ud over de mindst fem dræbte er flere "alvorligt sårede".
- Der er - så vidt vi ved - fem dødsfald. Der er flere andre personer, der er alvorligt sårede, siger politichef Bill Krampf omkring klokken 22:30 dansk tid.
Klokken fire natten til fredag oplyser politiet, at de dræbte er fire journalister og en salgsassistent.
Delstatens guvernør, Larry Hogan, melder ligeledes om "flere dødsfald og flere personer på hospitalet".
Den mistænkte er blevet identificeret som en 38-årig hvid mand fra Maryland, der trængte ind på avisens redaktion med et gevær.
Reuters skriver, at politiet oplyser, at der er fundet en genstand, som politiet mistænker for at kunne være eksplosiv.
Lokale medier meldte allerede tidligt torsdag om dræbte. Inden det blev bekræftet fra officielt hold, lød meldingen fra myndighederne, at en person var anholdt.
En kriminalreporter fra avisen, Phil Davis, har på det sociale medie Twitter skrevet om det, der skete under skyderiet.
- Gerningsmanden skød gennem glasdøren til kontoret og åbnede ild mod flere ansatte.
I et interview med The Capital Gazette's egen netavis siger Davis, at "det var som en krigszone" på avisens redaktion.
- Jeg er politireporter. Jeg skriver om de her ting - ikke nødvendigvis i det her omfang, men om skyderier og død - hele tiden.
- Men selv om jeg vil forsøge at beskrive, hvor traumatiserende det er at gemme sig under sit skrivebord, ved man det ikke, før man er der og føler sig hjælpeløs, siger han.
Davis fortalte avisen, at han og andre stadig gemte sig under deres skriveborde, da skyderiet hørte op.
Efter meldingerne om skyderiet rykkede politiet i storbyen New York, der huser flere af USA's største mediehuse, straks ind på medier rundt om i byen.
Det var ikke på baggrund af en specifik trussel, men mere som en sikkerhedsforanstaltning.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.