En afrikansk politiker, som af uransagelige grunde er opkaldt efter Adolf Hitler, har vundet et lokalvalg i Namibia.
Manden, der bærer navnet Adolf Hitler Uunona, blev i sidste uge valgt ind som rådmand i Ompundja-distriktet, men siger dog til den tyske avis Bild, at han ikke har noget som helst at gøre med “nazi-ideologien” og heller ikke nærer nogen planer om overtage verdensherredømmet.
Tyske fornavne som Adolf ikke er helt unormale i Namibia, der tidligere var tysk koloni. Men når det kombineres med efternavnet, begynder alarmklokkerne at ringe.
Adolf Hitler Uunona fortæller, at hans far ganske rigtigt havde opkaldt ham efter nazi-lederen.
- Men han forstod formentlig ikke, hvad Adolf Hitler stod for. Som barn så jeg det som et helt almindeligt navn, siger politikeren, der stiller op for partiet Swapo, der var frontkæmpere i kampen mod kolonisering og det hvide mindretalsstyre i landet.
- Det var først, da jeg blev ældre, at jeg indså, at denne mand ønskede at overtage verdensherredømmet. Jeg har intet med den slags at gøre, siger Adolf Hitler Uunona, som i øvrigt ikke har planer om at ændre navn.
Han fortæller, at hans kone kalder ham Adolf, og at det er også er det navn, han går under i offentligheden.
Namibia var tysk territorium mellem 1884 og 1915 og gik dengang under navnet Tysk Sydvestafrika.