Kan man ikke få bolden i kassen, kan man altid give bolden skylden. Det var præcis, hvad landstræner Morten Olsen gjorde i går, efter et 1-0 nederlag til Australien.
Men kritikken af bolden er han langt fra ene om. Både managere, målmænd og markspillere har været sure over boldens kvalitet, skriver sporten.dk.
Ifølge Adidas var kritik af den såkaldte 'Jabulani'-bold helt forventeligt.
"Vi forstår kritikken, men det forventes inden en stor turnering," siger Ken Aerts, som er Adidas-talsmand i Benelux-landene. Han fortsætter:
"Bolden er et tilbagevendende tema før hvert EM og VM, men man snakker aldrig om den, når turneringen er i gang. De, som aldrig har spillet med den før, skal vænne sig til den. Men sådan er det også, hvis du køber en ny bil eller mobiltelefon."
Adidas bakkes dog op af danske Jakob Poulsen.
"Den er rigtig god at sparke på mål med. Måske skulle vi have gjort det noget mere imod Australien," siger han til Politiken.
Bolden er lavet, så den flyver mere uforudsigeligt i luften. Det er gjort for at give flere mål under slutrunden, der skydes i gang den 11. juni.