Det er svært at være med på beatet, når man er nybagt mor og bliver vækket tidligt om morgenen.
Adele dukkede i nat dansk tid op til Grammy-uddelingen i Los Angeles, og her lagde hun ikke skjul på, at hun var træt, men ved godt mod.
- Jeg har været oppe siden klokken seks i morges, så jeg er ret træt, men det er godt nok, fortalte Adele om morgenvækningen, som hendes søn stod for.
I oktober sidste år blev den millionsælgende sangerinde mor til en dreng, hvis navn endnu ikke er blevet bekræftet.
Adele gik ikke tomhændet hjem, for hun måtte på scenen for at modtage prisen for bedste solo pop-optræden for en live-version af sit hit "Set Fire To The Rain".
Men det betyder ikke, at hun skynder sig helt vildt for at levere nyt materiale til sine fans. Adele er kun så småt begyndt at tage til diverse møder for at komme ind i rytmen igen, fortæller hun.
- Jeg har bare sunget vuggeviser, så jeg ved ikke rigtigt, hvad der er cool, og hvad der ikke er, siger hun.
Livet som nybagt mor har fået sangerinden til at se mere afslappet på tingene.
- Jeg har ikke været ude af mig selv af stress. Når du har et barn, må du prioritere, hvad du stresser og er bekymret over, lyder det fra sangerinden.
/ritzau/