Det er noget af et makkerpar, DR i dag præsenterede. Adam Price får nemlig selskab af Frederikke Legaard, når der skal genfortolkes berømte måltider i en ny programrække.
Adam Price behøver vel ingen nærmere præsentation, mens hans nye, kvindelige makker bragede gennem skærmen, da hun bagt sig til sejren i ”Den store bagedyst” i 2019.
– Jeg havde ikke i min vildeste fantasi, regnet med at jeg en dag kunne sige “Jeg skal lave et madprogram med Adam Price”. Men det kan jeg nu, hehe. Og i skal glæde jer!, lyder det fra Frederikke Legaard på instagram.
Første program i rækken bliver sendt 20. december, og i julens anledning vil fokus være på måltiderne fra Charles Dickens-klassikeren ”Et juleeventyr”.
– Sammen genopdager vi, og fortolker, berømte måltider, og det er blevet til mange sjove, ambitiøse og hyggelige timer i køkkenet, hvor vi sammen har skabt de mest vanvittige madretter og spiselige kreationer, forklarer Frederikke Legaard i sit opslag.
29. december gælder det nytåret, og her er det selvfølgelig ”90-års fødselsdagen”, der tages under kærlig behandling.