I sidste uge gik der adskillige rygter i både dansk og udenlandsk presse om, at den 34-årige Maroon 5-sanger Adam Levine dater den danske 21-årige bikinimodel Nina Agdal.
Rygtet er endnu ikke bekræftet af de to parter.
Men derimod bekræfter Maroon 5-sangeren, at han går med planer om at blive gift.
Det fortæller han i et interview med Oprah Winfrey i talkshowet "Next Chapter".
- Jeg skal giftes på et tidspunkt. Jeg føler mig ikke presset til at blive gift. Jeg tror, at når tiden kommer, bliver det tydeligt for mig, og så gør jeg det - og jeg vil nyde det, siger Adam Levine.
Den 34-årige rocksanger er for tiden mentor i tv-programmet "The Voice", hvor han arbejder sammen med vennen og countrysangeren Blake Shelton.
Det er blandt andet ham, som er med til at forme den 34-årige sangers syn på ægteskab.
- Når jeg hører Blake fortælle om sit ægteskab, så lyder det fint, siger Adam Levine og fortsætter:
- Jeg er fan af ægteskab. Folk tror, at jeg ikke kan lide det, men det kan jeg godt, lyder det.
Maroon 5-forsangeren har tidligere givet udtryk for, at han ikke er helt pjattet ved tanken om at have en ring på fingeren. Det fortalte han senest i april til magasinet "Nylon guys".
- Hvis du ikke bliver gift, kan du ikke blive skilt, sagde han i interviewet.
- Hvorfor kan vi ikke lære af den sønderlemmende lave procentandel af succesfulde ægteskaber, som den sidste generation gik igennem, lød det.
Adam Levine har tidligere dannet par med Victoria's Secret-modellen Behati Prinsloo, før rygterne om Levine og danske Nina Agdal begyndte at svirre.
/ritzau/