Forestil dig, at du står foran en pige, der har mistet sin far. Alt, hun har arvet fra ham, er hans vielsesring.
Den beder du hende om at smide væk - til gengæld vil hun få en sum penge. Hun græder. Ryster. Og vælger til sidst at smide det eneste fysiske minde, hun har om sin elskede far, væk.
Præcis den situation stod Adam Duvå Hall i, da han var vært i sidste sæson af "Fristet", der igen løber over skærmen mandag aften med en ny sæson af det kontroversielle tv-program.
Og det var bare ét blandt mange dilemmaer, der også satte hans egen samvittighed på spil.
- Det gjorde ondt. Vi troede ikke, hun ville gøre det. Og jeg måtte virkelig tage mig sammen, da jeg skulle tage ringen fra hende, siger Adam Duvå Hall.
Senere fik pigen dog muligheden for at vinde ringen tilbage.
I "Fristet" får deltagerne stillet forskellige udfordringer, og jo mere de går med til, jo mere kan de vinde.
Men hvis Adam Duvå Hall synes, at deltagerne blev stillet over for ubarmhjertige dilemmaer i sidste sæson, så er det intet imod, hvad der kommer til at ske i den sæson, der har premiere i aften.
- Det bliver endnu vildere. Endnu hårdere og endnu mere grusomt, siger Adam Duvå Hall.
Som vært er det ham, der præsenterer deltagerne for udfordringerne, og for ham er det vigtigt at have i mente, at selvom deltagerne nogle gange kan bryde fuldstændigt sammen over et dilemma, så lærer de også noget undervejs.
- Mange af deltagerne fra sidste sæson siger, at de har haft deres livs oplevelse. Og dét at få overskredet sine grænser på den måde, det kan også være en gave.
- Vi er jo ikke ude på at mærke folk for livet, men vi giver dem nogle muligheder, som mange ikke er forundt. Og selvom det kan være benhårdt i det øjeblik, de får udfordringen, så lærer de også en masse om sig selv, siger han.
Én ting, Adam Duvå Hall selv har lært, er, at deltagerne melder sig, fordi de gerne vil presses. Og gerne ud i ekstremer.
- I denne sæson er der flere deltagere, der har sagt "hold kæft, nogle tøsedrenge sidste år", siger Adam Duvå Hall.
- De har kastet handsken. De er klar til, at det bliver endnu vildere.
Blandt de første udfordringer, som deltagerne bliver stillet over for, er at skyde en kalv, vælge om de vil give en fattig thailandsk familie et hus eller beholde pengene selv, og om de vil donere sæd til en sædbank.
/ritzau/