Skuespillerinden Eliza Dushku lagde stemme til hovedpersonen Rubi Malone i actionspillet WET. Hun fortæller nu i et interview, at spillet muligvis bliver filmatiseret, skriver hjemmesiden vg247.com.
"Videospillet WET, som jeg lige har lavet, har sådan en arbejderklasse-Lara Croft-ting kørende, og hun er ret kick ass. Hun rejser Jorden rundt, hun er i Hongkong, og hun er i Storbritannien," siger Eliza Dushku og fortsætter:
"Hun er en lejesoldat, og hun har to samuraisværd. Hun er ret arrig. Så det er noget, som måske kan blive lavet om til en live-action-Dushku-film."
WET udkom i midten af september til PlayStation 3 og Xbox 360 og er et akrobatisk actionspil, som både involverer skydevåben og sværdkampe.
I spillet følger man Rubi Malone, en kvindelig lejesoldat, som bliver hyret til at finde en rigmandssøn, hvilket skaber nogle store problemer.