AC Milan reddede lidt af den italienske ære dagen efter Romas pinlige nedtur med 1-7-nederlaget i Manchester.
Italienerne vandt uden det helt store besvær med 2-0 i løvens hule, Allianz Arena. Bortset fra en hæderlig start på kampen var hjemmeholdet Bayern München aldrig rigtigt farlige.
Til at starte med var Bayern München ellers bedst onsdag aften. Men tyskerne, som jo fra start havde det bedste udgangspunkt, takket være to udebanemål i Milano blev hurtigt hevet helt ned på jorden.
To italienske mål hurtigt efter hinanden midtvejs i første halvleg lukkede i realiteten kampen.
Efter 27 minutter lukrerede Clarence Seedorf på et tysk boldtab på midten af banen og kun fire minutter senere var det Inzaghi, som lurede lige på kanten af offside – mange vil sikkert mene, at han var lige på den forkerte side af kanten – og fik frit løb mod Olliver Kahns mål. Derfra svigtede Inzaghi ikke: Han satte usvigeligt sikkert bolden midt i rusen og kunne dermed notere sig for sin sjette scoring i fem kampe mod de sydtyske mestre.
2-0 og så var der sådan set ikke mere at spille om. Tyskerne evnede ikke at spille sig igennem Milans rutinerede defensiv, og italienerne havde ikke den store lyst til at vove sig fremad banen.
Dermed blev kampen, hvis man ser bort fra spændingen i første fjerdedel, aldrig den helt store oplevelse at være vidne til.
Heller ikke i den anden kvartfinale var der den store spænding om det endelige udfald. De røde fra Liverpool cruisede sikkert igennem til semifinalen og fik endda undervejs udbygget 3-0-føringen fra det første opgør med et Peter Crouch-mål.
I semifinalerne møder Manchester United AC Milaen, mens Liverpool skal op mod Chelsea. Første opgør er 24. og 25 april, mens returkampene spilles 1. og 2. maj. Finalen står i Athen den 23. maj.
Bayern München - AC Milan 0-2
0-1 Clarence Seedorf (27.)
0-2 Filippo Inzaghi (31.)
Liverpool FC - PSV Eindhoven 1-0
1-0 Peter Crouch (67.)