Der er grænser for hvor mange udfordringer, man kan overkomme.
Det måtte AC Horsens-træner Johnny Mølby erkende søndag eftermiddag da østjyderne tabte 0-2 til OB på udebane.
Da der var spillet 20 minutter af kampen havde træneren foretaget sin anden tvungne udskiftning. Forsvarsspilleren Mads Agesen fik en albue i hovedet og blev efterfølgende meget svimmel, mens midtbanestyrmanden Martin Retov fik et riv i baglåret.
Derudover var Lasse Kryger blevet skadet under opvarmningen og blev derfor trukket ud af startopstillingen.
- Det var en af de trælse i dag. Vi vidste godt, at det var en vanskelig bane, og derfor havde vi sat holdet op til fysisk at matche dem i duellerne. Men når spillere som dem ryger, så koster det noget, siger Johnny Mølby.
Han ser OBs mål af Bashkim Kadrii kort før pausen som afgørende for kampens udfald.
- Den 1-0-scoring gjorde ondt. Jeg er ikke i tvivl om, at hvis vi var kommet til pause med uafgjort, så ville der opstå muligheder til os i anden halvleg på kontraløb. Nu blev det i stedet på deres præmisser, siger Johnny Mølby.
Efter nederlaget i Odense ligger AC Horsens seks point fra nedrykningsstregen på en ottendeplads.
/ritzau/