Fodboldklubben AC Horsens erkender nu, at man ikke udbetalte feriepenge efter reglerne i perioden 2004-09.
I en pressemeddelelse skriver den østjyske klub, at man efter møder med Spillerforeningen har indgået en aftale om efterbetaling af feriepenge for bonusser og sign-on-fees til nuværende og tidligere spillere.
Sagen er blot én af flere feriepengesager, som spillernes fagforening har kørende med Brøndby-sagen som den mest kendte og mest omfattende.
- Vi er meget tilfredse med, at vi nu kan lukke denne sag i enighed med AC Horsens, således at vi kan efterbetale til i alt 45 medlemmer, der har haft feriegodtgørelse til gode, siger Spillerforeningens direktør, Mads Øland, i en pressemeddelelse.
Parterne er blevet enige om ikke at oplyse, hvor stort et beløb AC Horsens har måttet betale.
Klubben fortæller dog, at aftalen ikke har økonomisk indvirkning på årsregnskabet for 2013, da beløbet er hensat i tidligere regnskabsår.
/ritzau/