Det er et hårdt skadesplaget OB-hold, som i aften tager fat på bestræbelserne på for andet år i træk at komme i UEFA Cuppens gruppespil. Jonas Troest døjer med en ankelskade men bliver sandsynligvis klar, Johan Absalonsen er yderst tvivlsom, mens den norske angriber Bengt Sæternes er definitivt ude af opgøret mod Sparta Prag.
Det tjekkiske mesterhold ligner i forvejen en stor mundfuld for Lars Olsens tropper, og hvis ingen af de tre spillere bliver klar, vil det være en smal trup, som træneren stiller med på AXA Arena i aften.
»Det er klart, at når Absalonsen ikke træner med dagen før, så skal der nærmest ske mirakler, før han kommer med i kampen, og det må siges at være en streg i regningen,« sagde Lars Olsen før den sidste træning i går.
Ekstra sulten
Johan Absalonsen selv kan næsten ikke bære at sidde på tribunen, ligesom det var tilfældet under OB’s Europa-eventyr sidste år. Dengang var han ikke spilleberettiget, og han havde derfor set ekstra frem til kampene mod Sparta Prag.
»Det er pisseirriterende. I og med at jeg sidste år ikke kunne være med, har jeg været ekstra sulten op til de her kampe. Jeg har dog ikke givet op endnu, og vi træffer først beslutningen i morgen,« konstaterede den uheldige angriber.
I Johan Absalonsens sted kan det se ud til, at Mads Timm skal danne angrebsduo sammen med David Nielsen. En konstellation, som Lars Olsen kalder »et godt bud« uden dog at ville afsløre den endelige startopstilling.
Hvis Jonas Troest bliver klar til at indtage sin vante højre back-plads, så er det en mulighed at sende Thomas Helveg op på den defensive midtbane, for at hullet efter Esben Hansen ikke skal blive for stort. Lige meget hvordan holdopstillingen kommer til at se ud, så glæder den rutinerede landsholdsspiller sig til gensynet med europæisk klubfodbold.
»Der er en helt særlig summen over disse europæiske opgør. Man kan ikke forklare, hvad det er, men det er der. Det bliver spændende, om klubben kan matche præstationen fra sidste år,« sagde Thomas Helveg.
Ud fra onsdagens træning ser det i øvrigt ud til, at Morten Bisgaard får chancen fra start på højre kant.