Hver eneste abort er et tab af et menneskeliv, der bør mindes.
Det mener foreningen mod svangerskabsafbrydelser Retten til Liv, som ikke har opgivet at rejse en abortmindelund.
Tværtimod er foreningen klar til at oprette en ny mindelund, efter at Højesteret sidste år besluttede at nedlægge en abortmindelund i Vestjylland, som foreningen stod bag.
- Det gør vi for at sætte fokus på, hvad der sker år efter år i Danmark med de ufødte børn. Så det er både for at mindes de børn, der måtte have ladet livet på denne måde, men også for at sætte fokus på, om abort er den rigtige ting at gøre. Det mener vi ikke, at det er, siger foreningens formand, læge Roland Knudsen.
Den gamle mindelund blev sidste år dømt til lukning, fordi den som en slags offentlig seværdighed ikke måtte ligge på en privat grund.
Mindelunden havde den tidligere universitetslektor Arne Munk - søn af digterpræsten og abortmodstanderen Kaj Munk - lagt jord til på sin grund i Vedersø i Vestjylland, hvor faderen ligger begravet.
Flere steder i spil
Mindelunden havde en obelisk på 2,5 meters højde og et danmarkskort med antallet af aborter i de forskellige dele af landet. De to mindesmærker bliver nu - formentlig begge - flyttet til et andet sted i Jylland, hvor foreningen er blevet tilbudt plads til at lade mindelunden genopstå.
- Vi ser på to steder lige nu. Vi kan ikke sige hvor, men der er tale om steder, der allerede er seværdigheder, og hvor vi er blevet tilbudt at have mindelunden sammen med det, der nu er der i forvejen. Hvilken af de to det skal være, eller om det skal være et helt tredje sted, ved vi ikke endnu. Det vigtige er, at disse børn bliver mindet, siger Roland Knudsen.
I Danmark gennemføres hvert år omkring 15.000 aborter. Det er godt halvt så mange, som der blev gennemført i perioden efter at aborten blev fri i 1973.