Det er ikke fordi, at Hiasl ligefrem ligner andre østrigere. Hans pels, de lange arme og ikke mindst den splitternøgne krop understreger, at Hiasl er en chimpanse og ikke alpelandsmand.
Alligevel kæmper dyrerettighedsforkæmpere for, at Hiasl juridisk set bliver anerkendt som en person.
»Hiasl er en person og har basale juridiske rettigheder,« siger advokaten Eberhart Trauer, der fører sagen for en gruppe, der kalder sig Foreningen Mod Dyrefabrikker til AP.
Enestående kamp
Det drejer sig ikke om stemmeret, men om retten til ikke at blive tortureret og til visse frihedsrettigheder, understreger advokaten.
Den park, hvor Hiasl bor, er gået fallit, men en masse østrigere har samlet ind og ønsker at donere de penge, som Hiasl koster i mad og pleje.
Men i Østrig kan kun personer modtage donationer, så Hiasl skal anerkendes som person, før han selv kan eje sit hjem og dermed ikke kan sælges til et land uden dyrelove.
Og kampen er helt enestående, mener en anden dyrerettighedsorganisation, Animal Defenders International.
»Det kan blive første gang, hvor en anden art vil få anerkendt sin personlighed rent juridisk,« siger direktøren Jan Creamer.
Også i Spanien bølger abedebatten. Her overvejer parlamentet et forslag, der vil anbefale the Great Ape Project, der kæmper for abers rettigheder.